”Hvorfor er der ikke er flere som spiller drejelire i Danmark?”
Dette spørgsmål har jeg ofte stillet mig selv, siden jeg for første gang hørte om instrumentet. Dengang virkede drejeliren lige så fremmed og ukendt for mig som den må gøre for de fleste mennesker, der møder den for første gang...
Efter mere end 15 år med drejeliren har jeg ikke tal på hvor mange nysgerrige publikummer, der efter en koncert har spurgt interesseret ind til mit instrument.
Denne blanding af nysgerrighed og uvidenhed førte til, at jeg i 2016 satte jeg mig for at besvare spørgsmålet: "Hvorfor er der ikke flere som spiller drejelire i Danmark?"
Jeg var på det tidspunkt igang med at færdiggøre min kandidat på musikkonservatoriet med drejeliren som hovedinstrument. Da tiden kom til at skrive mit speciale, valgte jeg derfor at dedikere opgaven til dette spørgsmål.
På de følgende sider vil jeg, som et løbende projekt, forsøge at omskrive mit speciale til en række mindre artikler, hvori jeg vil diskutere drejelirens tilstædeværelse i den europæiske samt danske musikkultur – og historie.
Jeg håber at dette kan være med til mindske uvidenheden omkring drejeliren, og hjælpe flere til at opdage det fantastiske instrument som drejeliren er.
God læselyst...
Hvad er en drejelire?
Drejeliren kan i korte træk beskrives som en mekaniseret violin og tilhører således strygerfamilien på linje med f.eks. violin, bratsch og cello. Fælles for disse instrumenter er, at lyden frembringes ved hjælp af en bue, der får strengene til at vibrere. Drejeliren afviger dog fra de klassiske strygeinstrumenter ved at den i stedet for en bue, anvender et roterende hjul placeret i selve instrumentkassen:
Hjulet er forbundet til en aksel som løber igennem instrumentet og ender i et håndtag/håndsving i instrumentets ene side. Hjulet er placeret under strengene så dets øverste halvdel rører/stryger strengene igennem en åbning i instrumentets klangkasse. Hjulet påføres harpiks for at skabe friktion, og som en form for “cirkulære bue” er det muligt at stryge samtlige strenge i én lang bevægelse uden afbrydelser.
Strengene som er spændt ud over instrumentets krop og er placeret således, at de alle berører hjulet med omtrent samme tryk, som når en violinist presser sin bue ned imod violinens strenge.
Drejeliren har tre forskellige musikalske "funktioner": Melodi, drone og rytme og for at udføre disse funktioner er der som et minimum behov for tre forskelige typer strenge:
Melodistreng
Melodistrengen(e) forkortes af et klaviatur placeret i en boks på toppladen (dække) af instrumentet. Når en tast trykkes ind, rammer denne melodistrengen og forkorter dens længde, hvormed strengen er fri til at vibrere. Tasterne er organiseret i to rækker arrangeret i hel- og halvtoneintervaller, og hver tast forkorter alle melodistrenge på samme tid. Et typisk instrument har op til fireogtyve taster, hvilket muliggør et omfang på to kromatiske oktaver.
Dronestreng
Dronestrengen(e) spiller én enkelt dyb tone, der ligger som en klanglig bund under melodien: Gerne som grundtone, kvart eller kvint. Denne effekt er også kendt fra sækkepiben og giver instrumentet et musikalsk udtryk, der af mange beskrives som en blanding af netop sækkepibe og violin.
Snerrestreng
Snerrestrengen(e) er spændt ud over en løstsiddende bro kaldet “hunden” og muliggør drejelirens mest særegne træk, nemlig den rytmiske snerrende lyd, der har lagt navn til denne funktion.
Drejeliren i praksis
Drejeliren kan spilles både stående og siddende, skønt det sidste er det mest normale. I dette tilfælde placeres liren i musikerens skød og fikseres bagom ryggen med en rem. Denne holder instrumentet på plads, og gør det muligt for musikeren at betjene instrumentet med begge hænder frie:
Venstre hånd
På samme måde, som en guitarist eller violinist udvælger de enkelte toner ved med sin venstre hånd ved at sætte fingrene på instrumentets gribebræt, udvælger lirespilleren de enkelte toner ved hjælp af tasterne på lirens klaviatur.
Højre hånd
Selvom drejeliren teknisk set er et strygeinstrument, så adskiller den sig fra alle andre instrumenter i denne kategori på grund af sin unikke strygeteknik, da instrumentets håndtag føres rundt i en cirkelformet bevægelse.
Snerre
I sin simple form opstår denne effekt, når snerrestrengens svingninger bliver tilstrækkeligt kraftige. Dette sker, når hjulets rotation accelererer til en hastighed, hvor snerrestrengens vibrationer forplanter sig til den løse bro. Disse vibrationer skaber en summende/snerrende tone svarende til den tone, som strengen er stemt i.
Når det hele spiller
Ved at kontrollere hjulets acceleration kan den øvede musiker kontrollere snerrens tone og derved anvende den som et rytmisk supplement til musikken. Dette kan sammenlignes med brugen af for eksempel en march-tromme, der på engelsk også er kendt som “snare drum” (snerre-tromme). For at opnå denne kontrol deles højrehåndens cirkulære bevægelse op i en række delbevægelser og artikulationer, der kontrolleres igennem en kombination af arm-, håndleds-, og håndbevægelser.
Evnen til at kombinere både melodi og rytmik er ikke unik for drejeliren. Dog er disse to elementer for lirens vedkommende så udpræget uafhængige og forskellige fra hinanden, at det ikke er unormalt at opleve en drejelirespiller anskue sit instrument som værende to forskellige instrumenter i ét.
Denne indbyggede dualitet i instrumentet stiller store krav: specielt til en nybegynder. Hertil kommer, at lirens højrehåndsteknik kræver en række bevægelsesmønstre, som er unaturlige sammenlignet med de bevægelser, de fleste vil gøre i dagligdagen, hvilket gør teknikken yderst kontraintuitiv i en læringssituation.
Ud over de tekniske elementer kræver instrumentet på grund af dets tekniske virkemidler og middelalderlige funktionalitet desuden en del arbejde i form af stemning og finjusteringer for at kunne fungere optimalt.
Drejelirens historie
Tidlig musik og - middelalder:
Fra det 11.-13. århundrede
Som med så mange andre musikinstrumenter ligger drejelirens præcise opståen og oprindelse hen i det uvisse. Instrumentet menes dog at have rødder i Central - / Sydeuropa hvor det kan spores over 1000 år tilbage.
For at kunne forstå instrumentets udvikling er det vigtigt at se på i hvilken praktisk musikalsk - såvel som historisk kontekst det er kommet ud af:
Musikken i denne periode var - som meget andet i det middelalderlige Europa, stærkt præget af den katolske kirkes holdninger. Musikken i sig selv var ikke i sig selv så vigtig. Dens funktion var hovedsageligt at akkompagnere munkenes religiøse sang og forkyndelse af Bibelens budskab. Fokus var på teksten og ordene, og det var derfor vigtigt at musikken ikke tog fokus fra dette.
Før det 9. årh. var kirkesangen hovedsagelig uakkompagneret, og hvis andet var tilfældet, var det kun nogle få udvalgte instrumenter som det var tilladt at gøre brug af. Et af disse udvalgte instrumenter var netop organustrummet - drejelirens tidligste forgængere. Navnet organistrum optræder for første gang i en tekst fra omkring det 11. århundrede og refererer sandsynligvis til samklangen af flere toner på samme tid:
De bedste informationer vi kan finde omkring instrumentet skal vi i dag hente i ikonografien fra begyndelsen af det 13 århundrede. Her optræder instrumentet ofte på religiøse statuer og relieffer, i kirker - hovedsageligt i Spanien og Frankrig. Et af de mest kendte af disse er fra slutningen af 1200 tallet og findes over en indgangsportal i katedralen i Santiago de Compostela i Spanien.
Ser vi på afbildningerne af dette tidlige instrument, er det tydeligt at se visse markante forskelle i forhold til den senere udvikling. Organistrummmet var større end den typiske drejelire som vi kender i dag, og skulle desuden betjenes af to mand. Dette skyldes hovedsageligt den praktiske proces der lå i at betjene instrumentet på grund af dets mekaniske islet. Man kan dog forestille sig at dette ikke har været et problem, da instrumentets rolle bestod i at akkompagnere den gerne langsomt fremadskridende messesang i kirken.
Også i litteraturen dukker drejeliren op i religiøse sammenhænge både i manuskripter og essays som f.eks. en udgave af Tristan og Isolde.
En vigtig kilde til musikken omkring det 13. årh. er et 2-binds værk ved navn “Cantigas de Santa Maria”, som er et manuskript indeholdende en af de største og mest kendte samlinger af salmer til lovprisning af Jomfru Maria.
I dette værk findes flere afbildninger af musikere med
instrumentet - bl.a. et billede af to munke, der sidder og spiller på hver sin drejelire – eller symfonium som instrumentet nu populært kaldes fra omkring 1200-tallet og frem.
Symfoniummet er en mindre udgave af organistrummet, og skønt det meste af mekanikken nu er skjult inde i selve To munke spiller på symfonium
instrumentet, (hvilket gør det svært at afgøre hvilke tekniske omstændigheder det har fungeret under), så er det dog tydeligt at der har været tale om det samme instrument. Den væsentlige forskel er dog nu, at symfoniummet kan betjenes af en enkelt person.
Højmiddelalder:
Fra det 13 - 16. århundrede
Det faktum at instrumentet i sin mindre udformning nu var blevet nemmere at transportere, samt at det kunne betjenes af én enkelt person gjorde det det hurtigt populært hos de omvandrende franske troubadourer og trouversangere, som havde deres storhedstid omkring de 13. århundrede.
I maleriet ”Fristelsernes Have” af den hollandske maler Hieronymus Bosch fra begyndelsen af 1500-tallet finder vi for første gang belæg for den mekanik funktion, som er forbundet med drejelirens instrument-specifikke og karakteristiske snerrende perkussive effekt. Denne effekt giver instrumentet en unik egenskab, således at det er i stand til at spille både melodi, akkompagnement i form af droner, og rytme på samme tid.
Dette har uden tvivl været med til at fremme drejelirens popularitet, da musikeren kunne udfylde 3 vigtige musikalske funktioner i ét instrument.
At drejeliren blev et populært redskab blandt omvandrende musikere kan siges at have været både godt og skidt for instrumentets fremtidige udvikling. På den ene side gjorde dette, at kendskabet til – samt brugen af instrumentet fik en rig udbredelse. De franske troubadourer hørte til samfundets top og var velansete både i byerne og ved hoffet, hvor deres kunst blev højt værdsat. På denne måde blev instrumentet således udbredt vidt omkring i Sydeuropa i en populær kontekst.
Med tiden sank instrumentet ned i samfundslagene hvor det på grund af dets praktiske funktion som soloinstrument snart blev overtaget af ofte fattige omvandrende musikere og spillemænd.
Spillemanden havde siden den tidlige middelalder en meget lav retslig og social stilling. Erhvervet blev anset for at være uærligt ligesom det arbejde, der blev udført af bøddelen, rakkeren og kirkegårdsgraveren. Spillemanden stod til en vis grad udenfor samfundets retslige beskyttelse og var således ilde set.
Det er klart at denne status snart blev overført på instrumentet, der på denne måde blev et symbol på fattigdom. Fra omkring 1400-tallet og langt frem i tiden ses drejeliren således ofte afbillede i
hænderne på f.eks. blinde tiggere.
Også i den religiøse kontekst ændrede synet på drejeliren sig i løbet af middelalderen.
I kirken havde musikken og instrumentet tjent til at understrenge sangen og derigennem Bibelens hellige budskab. På landet og i byerne havde de omvandrende spillemænd og deres musik dog en ganske anden funktion – nemlig underholdning, og dette har sandsynligvis været med til at forringe kirkens syn på instrumentet.
En anden grund man kan tage i betragtning er den, at blindhed i middelalderen blev betragtet som en straf fra Gud, og det faktum at instrumentet nu fandt sin popularitet netop blandt blinde tiggere kan også have været et argument for at udelukke den fra brugen i kirken.
Dette betød dog ikke at instrumentet ikke blev brugt i religiøse sammenhænge længere.
Fra at være et instrument anvendt af hellige munke og konger, blev det til et symbol på synd og moralsk forfald. Vender vi tilbage til maleriet af Heronymus Bosch, så ser vi da også hvordan instrumentet er afbilledet blandt helvedets fristelser og pinsler.
Efter middelalder og barok:
Fra det 16 - 18. århundrede
Selvom drejeliren kan synes at stå i et dårligt lys, så
trivedes den stadig og fra omkring 1500- tallet og frem kan det findes på landet som et folkeligt instrument.
Instrumentet ses nu typisk som det er afbilledet på Heronymus Bosch´s maleri. Fra omkring denne periode er det den fælles betegnelse symfonium gået af mode, og instrumentet kendes nu over det meste af Europa under forskellige lokale navne,
Den udbredte brug af drejeliren blandt de førnævnte blinde tiggere samt også omrejsende Landarbejdere i bl.a. Central-Frankrig gjorde fra 1600- tallet sit for at øge kendskabet til instrumentet.
Det skulle således igen vise sig hvordan holdningerne i samfundet kunne svinge fra den ene yderlighed til den anden, i takt Udsnit fra maleriet: Fristelsernes have med at datidens kunstnere begyndte at interessere sig for tanken om det romantiske bondeliv på landet.
Denne interesse førte til at franske instrumentmagere i 1700-tallet begyndte at eksperimentere med at forbedre kvaliteten og klangen på instrumenterne ved at ændre på selve konstruktionen.
Man forsøgte sig - bl.a. med at bygge drejelirer ud af gamle lutter, der på dette tidspunkt ikke var stort på mode længere.
Det blev snart et statussymbol blandt det bedre borgerskab i Frankrig at eje en drejelire.
På denne måde nåede instrumentet igen til den absolutte top af samfundet. Denne gang ved det
franske hof, hvor liren var at finde i salonerne sammen med andre instrumenter i både små og store ensembler.
Den franske barok kaldes således også for drejelirens gyldne periode og det siges at der i Frankrig skulle være komponeret mere musik for drejelire end for flere andre ellers populære.
Nyere tid: 19-20. århundrede
Fra begyndelsen af det 19. århundrede var storhedstiden forbi. Den nyere musiks krav til
instrumenterne med dens vekslende dynamik samt skiftende tonaliteter fik snart drejeliren med dens fastlåste droner og relativt begrænsede melodiske omfang til at stå ladt alene tilbage igen.
Den var dog stadig i brug i folkemusikken, og havde derigennem efterhånden spredt sig så den var at finde over det meste af Europa til Ungarn og Rusland. Her lejrede den sig efterhånden og blev
tilpasset de forskellige brugstraditioner som herskede.
Efterhånden som musikken udviklede sig i det 20. århundrede, og interessen for folkemusik svandt mere og mere ind i takt med populærmusikkens fremmarch gled også drejeliren langsomt i
glemmebogen. Dog blev interessen for instrumentet – sammen med folkemusikken, til dels
genopvakt i forbindelse med de musikalske strømninger der bredte sig i 60´erne.
I 1976 afholdtes der i Frankrig den første festival der tog sit udgangspunkt i traditionel fransk musik og dens instrumenter. Arrangementet har uden tvivl været påvirket af førnævnte strømninger samt den genopvakte interesse for traditionel musik. Festivallen der lyder navnet “Rencontres internationales de luthiers et maîtres sonneurs” (Det internationale stævne for instrumentbyggere), og har været afholdt (i forskellige former) lige siden. Den har fungeret som et fyrtårn for folk med interesse for drejeliren og har senere givet inspiration til opstarten af flere lignende foretagender.
Arrangementer som dette har ikke blot været med til at genskabe en interesse for instrumentet men har også gjort det muligt for folk at mødes, udveksle erfaringer og inspiration og ikke mindst
anskaffe sig instrumenter.
Drejeliren i dag
Med internettet kommes i 90´erne samt lanceringgen af populære medier som Youtube og Facebook fra omkring år 2000 og frem, er det i dag nemmere end nogensinde før at finde information om
emnet.
I dag findes der således lokale netværk og interessegrupper som arrangerer koncerter og festivaller samt afholder workshops og sociale begivenheder med fokus på drejeliren i næsten alle lande i Europa. Få steder er det sågar muligt at tage undervisning på musikskoler på forskellige niveauer.
Ønsker man at anskaffe sig et instrument, findes der i de fleste lande instrumentmagere som har specialiseret sig i at bygge drejelirer. Disse har dog gerne lange ventelister for interessen for
drejeliren er stadig tilstede, efterspørgslen på instrumenter er stor. Flere instrumentmagere eksporter således både til Amerika og til Asien.
Skønt drejeliren dog til stadighed ser ud til at være et relativt ukendt instrument på den moderne musikscene sammenlignet med så mange andre, så optræder den dog i et væld af forskellige genre, fra tidlig musik og traditionel folkemusik, til forskellige moderne og eksperimenterende crossover genrer.
De moderne instrumenter som findes på markedet i dag er bedre end nogensinde før og med
moderne teknologi og distributionsmuligheder er det således meget sandsynligt, at der i dag findes flere moderne instrumenter, end der gjorde da interessen for drejeliren i 1800-tallet var på sit
højeste.
Drejeliren i Danmark
Drejeliren havde dog ikke sluppet sit tag i folkemusikken, hvorved den efterhånden havde spredt sig over til det meste af Europa og det er her, den hovedsageligt findes i dag:
I flere lande findes drejeliren stadig som en del af den levende og praktiserede folkelige musiktradition. Dette er dog - med få undtagelser - ikke tilfældet i Danmark.
Svaret på hvorfor kan bl.a. findes i Jens Henrik Koudals doktorafhandling om stadsmusikantvæsenet i Danmark: “Drejeliren holdt sig op til igennem 1700-tallet, men alt tyder på, at det først og fremmest var et tiggerinstrument, dvs. spillet af omvandrende spillemænd. Det sidste belæg for, at de bofaste på landet spillede lire, stammer fra 1708, hvor stadsmusikanten i Sønderborg klagede over:"
"Den gemeene Mand i Kværndrup sogn som til bryllup og barsel ofte brugte Lirendrejere og Ryttere som på fiollen kand stryge.”
Jens Henrik Koudals værk er interessant i denne sammenhæng, da det beskriver en af de måske vigtigste instanser i forhold til en senere begrænsning af den tidlige danske folkemusikhistorie:
Stadsmusikantvæsenet
Dette eksisterede fra 1680-1800 og skulle sikre levering af signalmusikere til hæren og flåden. Landet var opdelt i amter hver med sin stadsmusikant, der mod uddannelse og levering af musiksvende til kronen modtog et kongeligt privilegium (monopol) på al musikudøvelse i sit område. Det være sig både i byen og på landet. Skulle nogen have musik til en given lejlighed, måtte de bestille det hos stadsmusikanten, og blev man taget i at hyre en privat musiker, kunne dette resultere i bødestraf.
Stadsmusikanterne stod således for en vigtig del af underholdningen ved mange begivenheder. Da de samtidig kendte den nyeste mode indenfor hvad der blev betragtet for god musikalsk smag - og da liren ikke var et populært instrument blandt det bedre borgerskab - er det meget muligt, at stadsmusikanterne kan have overset eller decideret undgået at bruge dette instrument.
Jens Henrik Koudal skriver således:
“Interessant er det, hvilke instrumenter, man ikke finder hos stadsmusikanterne.
Blandt strengeinstrumenterne findes ikke strygeinstrumenter af ældre fedeltype, kun ganske undtagelsesvis lut, og praktisk taget ingen hakkebrætter, hummeleer eller drejelire.”
På mange måder ser det ud som om at instrumentet har nydt den samme status i Danmark, som det har nydt - eller retter været tugtet for - igennem middelalderen i resten af Europa. Igennem stadsmusikantsvæsnets monopol på musikudøvelsen - ikke bare i byerne men også på landet - har dette haft en enorm indvirkning på datidens populære musikalske strømninger.
Det faktum at stadsmusikanterne ikke har syntes at interessere sig for drejeliren, og at folk på landet i store træk var afholdt fra musikalsk udøvelse, og derved også brugen af de traditionelle folkelige instrumenter, kan være årsagen til, at vi i Danmark i dag ikke har bevaret drejeliren som en del af den folkelige tradition og dens instrumenter.
På mange måder ser det ud som om at instrumentet har nydt den samme status i Danmark, som det har nydt - eller været tugtet for igennem middelalderen i resten af Europa.
Ved at have monopol på udøvelsen af musik - ikke bare i byerne men også på landet - har stadsmusikanterne haft en enorm indvirkning på datidens populære kulturelle strømninger inden for musik. At stadsmusikanterne ikke har interesseret sig for drejeliren kan, sammen med det faktum at folk på landet i store træk var afholdt fra musikalsk udøvelse og derved også brugen af de traditionelle folkelige instrumenter, være årsagen til, at vi i Danmark i dag ikke har bevaret drejeliren som en del af den folkelige tradition og dens instrumenter.
Berøringsflader
Som vi har set er der ikke meget der i dag taler for drejelirens tilstedeværelse i Danmark, men på den anden side er instrumentet heller ikke helt forsvundet. Skulle der være tale om et mere gængs instrument, ville det ikke være svært at lave en statistik på dets popularitet. En simpel løsning ville være at indhente information fra musikskoler vedrørende elevfordelingen i forhold til deres udbud af instrumenter for herefter at sammenligne disse.
Da der som nævnt ikke udbydes undervisning på drejelire, er dette slet og ret ikke muligt. Udover private initiativer og aktiviteter arrangeret af diverse interesseorganisationer findes der ikke et organiseret foretagende, der beskæftiger sig med drejeliren, som kan formidle disse informationer. Det er således svært at give et præcist svar på, hvor mange der spiller drejelire i Danmark. Det bedste og mest præcise svar er, at der findes mellem 30 og 40 instrumenter i landet, hvoraf brugen og niveauet er varierende. Disse tal bygger udelukkende på min egen personlige indsamling af data over de seneste 10 år.
For at få et billede af hvor og hvordan instrumentet kan findes i dag, kan man i stedet undersøge instrumentets berøringsflader:
Som et historisk instrument er drejeliren interessant, da den på grund af sin udvikling og vekslende popularitet igennem historien repræsenterer flere forskellige historiske perioder og stilarter. Drejeliren kan opleves på historiske markeder og festivaller, hvor udklædte musikere anvender instrumentets unikke udseende, spillemåde og musikalske udtryk til stemningsskabende underholdning overfor publikum.
Skønt drejeliren på grund af stadsmusikanternes tilstedeværelse fra 1660-180018 synes at være gledet ud af den traditionelle danske folkemusik, så kan den i dag stadig undtagelsesvis findes i denne genre, hvor orkestre som Lars Lilholt Band og Lang Linken siden folkemusikrevivalen i 1960’erne har været med til at udbrede kendskabet til instrumentet.
Ud over den traditionelle musik findes drejeliren desuden i genrer som folk-rock og folk-metal samt andre eksperimenterende cross- over genrer, hvoraf det mest kendte eksempel er orkestret Sorten Muld fra 1995 med dets blanding af nordiske ballader fra middelalderen og elektronisk musik.
Denne genopdagelse og indførsel af traditionelle instrumenter i musikken har siden været med til at skabe en ny interesse for drejeliren, hvilket ikke ser ud til at være unikt for Danmark.
I 1976 afholdtes der i Frankrig for første gang festivalen “Rencontres internationales de luthiers et maîtres sonneurs” (Det internationale stævne for instrumentbyggere). Denne begivenhed har uden tvivl været påvirket af de samme strømninger der fra midten af 1960’er var med til at genoplive interessen for folkemusikken i Danmark. Festivalen har siden givet inspiration til opstarten af flere lignende arrangementer, samt oprettelsen af interesseorganisationer i andre lande heriblandt også i Danmark.
På den baggrund opstod foreningen Dronemusik Danmark i 2009, der siden da har fungeret som samlingssted og vidensportal for personer med interesse for drejeliren.
Også i populærkulturen dukker drejeliren lejlighedsvist op bl.a. i form af lydeffekter og soundtracks i forskellige film og tv-serier. Herhjemme har instrument således kunnet høres i film som Tempelriddernes skat, Skammerens datter og senest i Danmarks Radios historiske tv-serie Brødrene Madsens tidsrejse samt i amerikanske serier som The Walking Dead og i piratserien Black Sails, hvor instrumentets karakteristiske lyd optræder i showets intro.
En anden faktor der har været med til at hjælpe populariteten i gang er uden tvivl udbredelsen af internettet, der i løbet af 90 ́erne har givet instrumentet en vigtig virtuel berøringsflade.
Dette har betydet, at interesserede selv kan indhente informationer om instrument mod tidligere at have være afhængige af den ellers sparsomme fysiske eksponering, som instrumentet har ligget under for. Her er det i dag muligt at høre musik, se videoer af musikere og deres koncerter samt at finde information om indkøb af instrumenter, undervisnings-materialer og at deltage i virtuelle sociale netværk.
Hvor køber man en drejelire?
Jeg bliver ofte spurgt om hvor man anskaffer sig en drejelire. Her kommer derfor lidt gode råd og vejledning i hvad man skal overveje som førstegangskøber:
Den første udfordring du støder på som førstegangskøber er ofte, at drejeliren stort set ikke forhandles af nogen musikforretninger i Danmark, og at der derfor kan være svært i det hele taget af få mulighed for at afprøve en - end sige flere forskellige.
Ud fra mine egne erfaringer med diverse drejelire-byggere har jeg lavet en liste over oplagte kandidater i forbindelse med indkøb af begynderinstrumenter. Disse er alle byggere, hvis instrumenter jeg har personlig erfaring med og kan stå inde for. Instrumenterne er ikke nødvendigvis de billigste - og alle har en høj kvalitet i forhold til pris.
Forskellige drejelirebyggere:
• Harpestrengen (Danmark)
• Claire Dugué (England)
• Neil Brok (England)
• Criss Eaton (England)
• Marcus Weseloh (Tyskland) (midi)
• Gotchy (Tyskland)
• Helmut Seibert (Tyskland)
• Walter Simons (Tyskland)
• Geralf Grems (Tyskland)
• Sebastian Hilsmann (Tyskland)
• Jaap Brand (Nerdigurdy) (Holland)
• Joël Traunecker (Frankrig)
• Bernard Kerboeuf (Frankrig)
• Jean-Claude Boudet (Frankrig)
• Denis Siorat (Frankrig)
• Philippe Mousnier (Frankrig)
• Barnaby Walters (Østrig
• Wolfgang Weichselbaumer (Østrig)
• Rebollo Instruments (Spanien)
• Cesar Loureiro Sobral (Spanien)
Vigtigt: I de seneste år er det blevet populært at folk at sælger billige "knock-off"-instrumenter på hjemmesider som f.eks. Etsy.com
Undgå at købe disse instrumenter, da de sjældent er værd det træ de er bygget af!
Køb brugt:
Er priserne på nye instrumenter for høje, så kan det lade sig gøre at finde brugte instrumenter på f.eks. DBA eller Ebay samt igennem forskellige interesseorganisationer eller på fora.
Disse instrumenter bliver dog hurtigt solgt igen, og det kan desuden være vanskeligt for uvidende at vurdere pris og kvalitet. Her kan det være en god ide at få en erfaren drejelirespiller til at give sin mening inden et evt. køb.
Køb nyt:
Den typiske fremgangsmåde når man bestiller en drejelire, er at kontakte en specialiseret drejelirebygger og bestille et instrument ad denne vej. Da drejeliren findes i flere forskellige, både traditionelle og moderne varianter, kan de enkelte byggeres udbud ofte være meget varierede. Dertil kommer at både kvalitet og personlig stil kan variere fra bygger til bygger, hvilket nemt kan gøre markedet uoverskueligt. .
Det er muligt at finde instrumenter til under 5-10.000 kr. men det kan efter min mening sjældent betale sig at investere i, da man derved går på kompromis med kvaliteten. Prisen for et godt instrument kan derfor variere mellem alt fra 10.000 kr. og opefter afhængigt af de enkelte byggere.
Byg selv:
Der er også dem som vælger at bygge sit eget instrument. Der er flere byggere som sælger tegninger og byggeguides, og der er tilmed enkelte byggere som har specialiceret sig i at levere byggesæt, hvor "alt" du selv skal gøre er at lime - og slibe det når du har pakket det ud af æsken. Jaap Brand (se tv.) er et eksempel på dette.
Brug for hjælp?
Jeg har hjulpet mange elever til at finde det helt rigtige instrunent, og jeg står gerne til rådighed til at hjælpe dig med at tage den rigtige beslutning.
Du er altid velkommen til at kontakte mig:
OBS: De følgende sider er en del af mit løbende arbejde med at omskrive og implimentere nye afsnit til siden. Du er velkommen til at læse videre, men vid at det kan blive ændret
2.2 Diskussion
Ved første øjekast kan drejelirens historie virke imponerende. Man skal dog huske, at mange af de musikinstrumenter som vi kender i dag har en mindst lige så lang og kringlet fortid, da disse ofte kan dateres tilbage til tidligere forstadier af deres nuværende form. Hvad der dog er bemærkelsesværdigt ved drejelirens historie, er hvordan instrumentets popularitet synes at have været voldsomt svingene fra den ene yderlighed til den anden.
Den katolske kirke var i middelalderen en betragtelig magtfaktor. Ved at have taget drejeliren til sig som brugsinstrument ved dens ceremonier, placerede kirken således i denne periode instrumentet i toppen af det musikalske hierarki. Ved overgangen fra organistrum til symfonia gik instrumentet fra at være et to-mandsinstrument til at kunne betjenes af en enkelt person. Dette gjorde ikke bare instrumentet nemmere at betjene men også mere mobilt.
Fra ca. 1500 finder vi for første gang belæg for den mekanik, der ligger til grund for drejelirens unikke snerrefunktion. Sammentænker man snerren med instrumentets evne til at kunne akkompagnere sig selv ved hjælp af droner, samt denne nyvundne mobilitet, er det ikke svært at forestille sig, hvordan drejeliren har fungeret som et transportabelt og populært énmands-orkester blandt omvandrende musikere.
Dette har med sandsynlighed ført til den spredning af instrumentet, der i dag er skyld i, at drejeliren regnes blandt de traditionelle instrumenter over det meste af Vesteuropa og så langt østpå som til Ungarn og Rusland. Her indlejrede den sig efterhånden i musikken og er med tiden blevet tilpasset til de forskellige lokale musiktraditioner.
Hvis middelalderen kan ses som drejelirens første storhedstid, så kan den franske barok med rette kaldes for instrumentets gyldne periode.
Ser vi på instrumenter før og efter barokken kan vi se, at der i denne periode sker flere forbedringer af instrumentet, som idag adskiller den moderne drejelire fra de mere simple instrumenter, vi kender fra tidligere. Denne popularisering og raffinering af instrumentet ser dog ud til at have været unik for Frankrig, og med barokkens afslutning ser det også ud til, at drejeliren har måttet lade pladsen til fordel for de mere moderne, klassiske musikinstrumenter. Skønt det siges at der i Frankrig i denne periode blev komponeret mere musik for drejelire end for flere andre populære instrumenter på denne tid,9 så var det dog et enestående tilfælde for den franske barok, og efter denne periode ser instrumentet ud til igen at mistet sin popularitet blandt overklassen.
I kølvandet på barokken skete der for mange af tidens instrumenter en standardisering i forhold til både form og klang. Da drejelirens popularitet dalede i takt med udgangen af barokken, finder vi derfor ikke den samme standardform af instrumentet. Tværtimod, da liren i stedet har spredt sig igennem den folkelige tradition, findes der idag et væld af forskellige former og variationer af instrumentet, afhængigt af hvilken lokal tradition, det har været anvendt i.
3.2 Diskussion
På mange måder ser det ud som om at instrumentet har nydt den samme status i Danmark, som det har nydt eller været tugtet for igennem middelalderen i resten af Europa. Ved at have monopol på udøvelsen af musik - ikke bare i byerne men også på landet - har stadsmusikanterne haft en enorm indvirkning på datidens populære kulturelle strømninger inden for musik. At stadsmusikanterne ikke har interesseret sig for drejeliren kan, sammen med det faktum at folk på landet i store træk var afholdt fra musikalsk udøvelse og derved også brugen af de traditionelle folkelige instrumenter, være årsagen til, at vi i Danmark i dag ikke har bevaret drejeliren som en del af den folkelige tradition og dens instrumenter.
5.2 Diskussion
Brugen af drejeliren inden for historisk og traditionel musik, samt i diverse cross-over-genrer vidner om en voksende subkultur, som har taget instrumentet til sig. En af grundene hertil er ifølge musiker og drejelirespiller Søren Hammerlund, at der i dag er flere miljøer hvor liren kan indgå end for f.eks. 10 år siden.25
Et af disse miljøer er netop i anvendelsen af instrumentet inden for populære film og tv-serier. Siden filmatiseringen af Ringenes Herre og frem til i dag med serier som Black Sails og Game of Thrones, har vi set en stigning i populariseringen af de historiske temaer ,gerne i så autentiske rammer som muligt. Denne fascination for det historiske og oprindelige afspejles flere steder i samfundet; fra paleo-opskrifter og folk der vælger at leve som fuldtidsvikinger til den såkaldte bonderøvs- og gør-det-selv-bølge.
Lektor i oplevelsesøkonomi og begivenhedskultur Britta Timm Knudsen beskriver dette som en del af et autenticitetsfix, afledt og nødvendiggjort af den moderne og komplicerede verden, som vi lever i i dag.26
Sammenligner vi dette med de strømninger, der 200 år tidligere gjorde at drejeliren blev adopteret af den franske barokmusik, ser vi en interessant parallel: Synet på instrumentet - i barokken som et rustikt instrument i kontrast til hoffets forfinede traditioner og idag som et historisk og autentisk instrument - gør, at drejeliren både dengang som i dag bliver anvendt som et instrument til at legitimere denne romantiserede autenticitet. Det samme ser ud til at være tilfældet inden for musikken, hvor vi således ser liren i brug på de historiske markeder og ikke mindst i cross-over- genrerne imellem de traditionelle og de moderne musikformer.
Ved hjælp af nye konstruktionsmetoder, moderne materialer og elektronisk forstærkning mv. kan drejelirebyggere i dag fremstille instrumenter der formår at overkomme mange af de forhindringer og begrænsninger, som tidligere holdt instrumentet tilbage. Dette betyder at drejeliren ikke kun kan anvendes i historiske og traditionelle sammenhænge, men også i en mere moderne kontekst, hvor instrumentets særegenheder får det til at stå frem som noget unikt. Filmkomponist Bear McCreary bekræfter denne tendens og skriver således om sin musik til den amerikanske tv-serie Black Sails:
“I think that the sound of that instrument is something unusual and something that is iconic to the show and I hope that as people watch the show and they hear it and all the different sounds that it can create it becomes something that the audience"
Det er altså tydeligt at se, at der også i dag findes forskellige berøringsflader hvorigennem drejeliren stadig er tilgængelig og i kontakt med musikkulturen både i subkulturelle miljøer, samt i mindre grad i populærkulturen. Hvorfor der i dag ikke findes flere som beskæftiger sig med instrumentet ser således hverken ud til at være på grund af manglende berøringsflader, information om eller kendskab til drejeliren. Derimod kan svaret muligvis findes i det faktum, at instrumentet i sig selv er en mangelvare.
4.4 Diskussion
Drejelirens popularitet op igennem middelalderen kan ses som et resultat af instrumentets unikke evne til at opfylde tre musikalske faktorer på samme tid. Ved både at kunne spille melodi, samt rytmisk og melodisk at akkompagnere i form af snerre og drone, har musikeren kunnet fungere som et simpelt men effektivt énmandsorkester.
Selvom drejeliren har udviklet sig med tiden, og der i dag findes mange forskellige varianter, så har grundprincipperne bag instrumentet ikke ændret sig synderligt siden de tidligste udgaver af instrumentet. Dette gælder både i forhold til strygefunktionen, samt måden hvorvpå strengene forkortes.15 Denne signatur har været med til at gøre instrumentet populært, men har også efterladt liren med flere og flere begrænsninger i takt med at nyere og mere praktiske instrumenter med tiden er kommet til:
- Lirens måde at afkorte melodistrengen(e) på indebærer at alle strenge forkortes samtidig og derved spiller unisont. En decideret polyfoni er således ikke mulig flere melodistrenge imellem, som det f.eks. er tilfældet ved resten af strygerfamilien.
- På grund af lirens klaviatur er det ikke muligt at spille flere toner, end der er taster til hvilket i de fleste tilfælde begrænser instrumentet til omkring 2 oktaver. Brugen af tasterne er desuden forbundet med en mindre raslen der, skønt dette er en naturlig del af mekanikkens bevægelser, idag kan virke forstyrrende for det moderne øre.
- På en violin hvor buen sænkes ned på strengene, kan violinisten variere trykket og dermed tonens styrke og udtryk. På drejeliren er hjulet fikseret på sin aksel, og friktionen imellem hjul og strenge kan således ikke varieres, hvilket begrænser mulighederne for at variere instrumentets dynamiske udtryk.
Over den første lange periode af drejelirens historie ser det ud til, at mange af disse oprindelige tekniske elementer har give drejeliren en række praktiske og populære egenskaber. Ved at bibeholde disse elementer og samtidig være i stand til udvikle og tilpasse sig sine omgivelsers musikalske behov, har instrumentet således været i stand til at bevare sin popularitet langt op igennem historien. I takt med at musikken udviklede sig, og der blev stillet større og flere krav til instrumenternes egenskaber, ser det dog ud til, at lirens særegne træk er gået fra at være en fordel til at være en ulempe. På trods af raffineringen af instrumentet, som fandt sted i løbet af barokken, ser det ikke ud til at have været nok til at overskygge instrumentets begrænsninger, og fra omkring 1700-tallet og frem synes lirens udvikling således at have stagneret. Med undtagelse af drejelirens tilstedeværelse i den franske barok, hvorfra den også til sidst måtte lade pladsen, forsvinder instrumentet herefter ud af kunstmusikken, og er fremover kun at finde i sine mere rå former blandt de folkelige instrumenter.
I dag er musikken fra det klassiske symfoniorkester, der hovedsageligt består af strygere, træ- og messingblæsere samt slagtøj, en fast bestanddel af vores vestlige musikkultur, hvad enten man dyrker den eller ej. Musikken kan høres til bryllupper og andre ceremonielle begivenheder, og er desuden en fast del af populære medier som film og tv, hvor dens mange udtryksmuligheder indgår som en integreret del af de stemningsskabende elementer.
At drejeliren ikke eksisterer som en del af kunstmusikkens instrumentarium betyder, at instrumentet ikke har haft eller har den samme eksponering som mange andre af disse instrumenter.
Mens de fleste personer vil kunne genkende instrumenter som violin eller obo og tilskrive dem den klassiske genre, så oplever jeg, at det er de færreste som kender til drejeliren. Dette forstærkes desuden af det faktum, at instrumentet på grund af de lokale historiske forhold i Danmark stort set ikke er repræsenteret iblandt den folkelige musiks instrumenter.
At drejeliren er blevet musikalsk udkonkurreret af mere moderne instrumenter og således i dag står uden for denne populære musikkultur betyder, at instrumentet har en meget ringe eksponering over for omverdenen, og således er et relativt ukendt instrument i den bredere befolkning. Resultatet er at drejeliren i dag hovedsaglig er kendt som et historisk og forældet instrument, og der findes således
16 heller ingen steder som udbyder offentlig musikskoleundervisning på instrumentet.
6.2 Diskussion
Skønt prisen gør drejeliren til et forholdsvist eksklusivt instrument, så er det dog ikke unormalt for musikinstrumenter at ligge i et prisleje, der for mange andre “hobbyer” kan virke relativt højt.
At bruge over 10.000 kroner på et musikinstrument kan for mange virke som en stor beslutning. Da drejeliren ikke forhandles i musikbutikker, og der samtidig
ikke findes en mulighed for at finde billige begynderinstrumenter, betyder dette, at muligheden for at afprøve instrument inden et eventuelt køb er meget lille. Man kan forestille sig, at dette nemt kan virke som en afskrækkende faktor, og sammen med det faktum, at der kan gå over et år fra bestillingen afgivet til man modtager det færdige instrument, er dette med til at få mange ellers engagerede og interesserede personer til at miste modet.
Blandt personer som på forhånd er engageret i miljøer, hvor drejeliren florerer, er det somme tider muligt at låne/leje sig til et instrument. Det er ofte i disse miljøer, at man ser interessen vokse til et punkt, hvor folk vælger selv at investere i et instrument. Da antallet af tilgængelige instrumenter i Danmark er relativt lavt, sker dette dog sjældent, og på denne måde bliver manglen på instrumenter en selvforstærkende faktor. Selvom interessen for drejeliren, samt de miljøer hvori den anvendes, ser ud til at være i vækst, så betyder dette, at instrumentet i praktisk og fysisk form stadig er forholdsvist utilgængeligt for de fleste.
Det tyder således på, at det springende punkt for hvorvidt folk vælger at investere i en drejelire ikke afhænger af prisen, men at manglen på tilgængelige begynderinstrumenter fungerer som stopklods for en ellers begyndende musikalsk fødekæde. Dette har betydning både for enkeltpersoner, som derved aldrig får muligheden for at udvikle sin eventuelt spirende interesse, men også indenfor musikskoleområdet, hvor der i dag ikke findes offentlig undervisning på drejelire.
Dette er igen hæmmende for instrumentets popularitet, da offentlig undervisning blandt andet kunne være en vej til at skabe et begyndende vækstlag, som igen kunne danne grobund for fremtidige musikere, undervisere og en yderligere eksponering af instrumentet. Det kunne således se ud som om, at drejeliren er fanget i en - om ikke negativ - så på mange måder stagnerende cirkel, hvor hvert led i kæden er med til at holde de andre låst fast.
7. Konklusion og
mulige løsning
Hvorfor er der ikke flere der spiller drejelire i Danmark?
Drejelirens unikke tekniske elementer har igennem historien gjort instrumentet i stand til at skille sig ud fra mængden. På grund af denne særegenhed har liren kunne udfylde flere forskellige praktiske funktioner i samfundet, hvilket ved flere lejligheder har været med til at opretholde instrumentets popularitet. Dog har de samme elementer også været skyld i, at instrumentet i sidste ende blev overhalet og udkonkurreret i et musikalsk kapløb med mere moderne instrumenter. Efter barokken stod liren uden for den gruppe af instrumenter, som i vores moderne musikkultur i dag betragtes som gængse og populære.
I Danmark blev dette yderligere forstærket af stadsmusikantsystemets monopol på musikalsk udøvelse, samt generelle kulturelle strømninger, hvilket igen var med til at udkonkurrere disse instrumenter. Resultatet er, at drejeliren i dag bliver betragtet som et historisk - og forholdsvist ukendt musikinstrument, både i udlandet såvel som herhjemme.
Denne historiske status samt det faktum, at liren stiller store krav til sin musiker, og at der i dag ikke findes undervisningstilbud i forhold til instrumentet betyder, at der i dag kun er forholdsvist få som anvender drejeliren i musikalske sammenhænge. Dette bliver desuden forstærket af, at forholdene omkring anskaffelse af drejeliren både kan være en kompliceret og dyr affære. Drejeliren har derfor en ringe eksponering og berøringsflade i både moderne kulturelle og musikalske sammenhænge. Dette har i dag gjort drejeliren til et eksklusivt instrument for de få som har råd, tid og evner til at vælge at beskæftige sig med den.
På trods af dette ser det dog alligevel ud til, at drejeliren trives. De subkulturer, hvori instrumentet i dag kan findes, vidner om en fornyet interesse for instrumentet, og med den brede interesse for historie og kultur, som vi ser i samfundet i dag, kunne man forestille sig at instrumentet kunne genvinde noget af sin tabte popularitet.
7.2 Kan der gøres noget for at skabe mere interesse omkring instrumentet?
Som konklusion på denne opgave er det tydeligt at se, at der allerede findes en spirende interesse for drejeliren inden for både subkulturer samt i en bredere kulturel kontekst. Disse nicheområder kan være afgørende for instrumentets eksponering og kan igen give potentiale for at højne instrumentets popularitet og udbredelse. Det er netop i disse miljøer, at man kan se en spirende interesse for drejeliren, hvor undervisning, nytænkning og genopdagelse af instrumentet finder sted.
Problematikken omkring udbredelsen af instrumentet ligger derfor ikke i, hvorvidt der kan skabes en interesse, men for hvad der kan gøres for at kultivere de områder og miljøer, hvor denne interesse allerede eksisterer.
Et vigtigt element i denne proces opstod allerede i 2009 ved oprettelsen af foreningen Dronemusik Danmark. Foreningens aktiviteter inkluderer afholdelsen af koncerter, ekskursioner, træf og workshops med mere og berører således mange af de faktorer (beskrevet i afsnittet Tilgængelighed) som påvirker drejelirens stagnerende udvikling. Den vigtigste af disse elementer er, at der i dag ikke findes flere instrumenter til rådighed, og den interesse som måtte findes i de forskellige miljøer får derfor sjældent mulighed for at udvikle sig til egentlig musikalsk praksis. Det er samtidig tydeligt at se, at de steder, hvor drejeliren formår at genvinde sin popularitet, også er der, hvor instrumentet er fysisk tilgængeligt.
Ønsker man at bryde med den stagnerende cirkel og de faktorer, der holder interessen for drejeliren og derved også udbredelsen af instrumentet i Danmark tilbage, er det således nødvendigt at tilføje et nyt led i den musikalske fødekæde ved at styrke den fysiske tilgængelighed af instrumentet.
I udlandet har foreninger i stil med Dronemusik Danmark løst dette problem ved at være i stand til selv at udlåne instrumenter til nytilkomne i miljøet. Dette har været en stor succes, da det har givet interesserede mulighed for at afprøve instrumentet og derved gjort det mere tilgængeligt. Jeg forestiller mig at lignende tiltag herhjemme vil have en tilsvarende effekt og ser i denne sammenhæng to umiddelbare løsningsmodeller:
-
Et samarbejde imellem Dronemusik Danmark og lokale instrumentbyggere som kunne stille sin produktion til rådighed under foreningens arrangementer. Dette kunne være muligt, da der i Danmark i dag findes én instrumentbygger, som siden 2012 er begyndt at producere drejelirer.
-
En mere gennemgribende løsning ville være, at foreninger som Dronemusik Danmark selv kunne råde over en række instrumenter. Disse kunne anvendes til arrangementer samt udlejes til privat eller institutionel undervisning i andre perioder.
En løsning som denne vil kræve, at foreningen selv er i stand til at finansiere anskaffelsen af en række brugbare instrumenter. Den vil derfor være mere krævende, men på længere sigt kan man forestille sig, at den også vil være den mest gavnlige i forhold til den fysiske eksponering af drejeliren. Ved at oprette en instrumentbank har foreningen ikke blot mulighed for at stille instrumenterne til rådighed til egne arrangementer, men også i andre sammenhænge, hvor det vil kunne komme de forskellige miljøer til gavn.
8. Fremtidsperspektiv
Med opgavens begrænsede omfang er dybden af undersøgelsen af problemformuleringen omkring drejelirens udbredelse ligeledes begrænset. Det ville dog være informativt at lave en komparativ undersøgelse af for eksempel fem, ti eller flere forskellige musikinstrumenter og sammenlige de forskellige forhold og faktorer, der påvirker de enkelte instrumenters udbredelse og popularitet.
Man kunne tillige forsøge at kortlægge, hvem det ideelle segment (i forhold til at skabe et vækstlag omkring drejeliren) kunne være for herefter at diskutere, hvordan man kunne ramme dette bedst for at få mest mulig effekt ud af ovennævnt projekt.
I forhold til de praktiske løsningsforslag i opgavens konklusion kunne man undersøge mulighederne for et samarbejde med en dansk instrumentbygger i forhold til udlån af instrumenter.
I en opgave af mere praktisk og entreprenørskabsmæssig karakter, kunne dette også omhandle decideret produktion og indkøb af instrumenter til en fremtidig instrumentbank.
Disse kunne udfylde det tomrum som jeg mener eksisterer og er en af hovedårsagerne til drejelirens fysiske snævre berøringsflade.
Der er også muligheder for samarbejde med foreninger såsom Dronemusik Danmark eller danske musikskoler om forsøgsordninger med udbud af undervisning på drejelire, hvor instrumentet kan lånes ud for en periode. Denne type projekter ville være mulige igennem finansierede samarbejdsprojekter, som der kan fundraises til.
Opgaven har potentiale som fundament for et egentligt projekt med udgangspunkt i opgavens konklusion, og jeg ser således frem til at følge op på dette arbejde og gøre teori til praksis for derved selv at medvirke til en videre udbredelse af dette fantastiske instrument.